Arla Lærkevangs mange aktiviteter på bagsiden af mælkekartonerne har længe været en del af underholdningen ved morgenbordet. Nu har Arla tilføjet en digital dimension med et augmented reality-fodboldspil.
Creuna står bag fodboldspillet, som er det første resultat af et langsigtet samarbejde om at knytte forbrugerne tættere til Arla Lærkevang-brandet via interessante og relevante digitale services.
Arla har i flere år sponseret landsholdet og kobler nu mælk og fodbold endnu tættere sammen ved at give os mulighed for selv at spille mod fodboldstjernerne. Fra uge 21 2011 bliver alle Arla Lærkevangs mælkekartoner nemlig udstyret med en mobilstregkode, som kan scannes via en app til Android, iPhone eller iPad2. Herved loades fodboldspillet, hvor man blandt andet kan score på straffespark mod Thomas Sørensen, udfordre sine venner og dele på Facebook.
- Vi ønsker, at vores forbrugere skal involvere sig mere i Arla Lærkevang og de værdier, der er knyttet til produkterne. Sammen med Creuna indgik vi et samarbejde om at tilføre en digital dimension til produkterne, der skal gøre Arla Lærkevang til et mere engagerende brand i forbrugernes bevidsthed, siger Charlotte Richter Hollesen, Senior Brand Manager for Arla Lærkevang.
- Arla Lærkevang og fodboldspillet er et godt eksempel på, hvordan man kan tilføre en digital dimension til sit produktbrand. Herigennem får det en større relevans og appel til det stigende antal forbrugere, der anvender digitale medier og devices som den naturligste ting i hverdagen – og som udforsker og adopterer nye trends hurtigere end nogensinde, siger Thomas Rosendahl, den projektansvarlige hos Creuna.
- Kampagnen er det første skridt i et forløb, der skal være med til at etablere Arla Lærkevang som et mere relevant, engagerende og tidssvarende brand i forbrugernes bevidsthed, afrunder Thomas.
Samarbejdet mellem Arla og Creuna går flere år tilbage. Creuna har bl.a. udviklet et digitalt opskriftsunivers på www.arla.dk samt en række mobile applikationer. I forbindelse med fodbold VM i 2010 lancerede Arla og Creuna “VM Fan App” til iPhone, som strøg helt til tops i iTunes App Store som den mest populære gratis sportsapplikation under VM 2010.
Fodboldspillet blev lanceret i uge 21. Stregkode, instruktioner og regler kan findes bag på Arla Lærkevangs mælkekartoner og arla.dk/lærkevang.
Kan du score på Thomas?