Lån bøger med mobilen

Århus Kommunes Biblioteker er blevet mobile og tilbyder nu cirka 300.000 århusianere at låne bøger, film og musik via deres mobiltelefon. Bibliotekerne vil have fat i brugerne og lære dem at udnytte de digitale muligheder, og systemet skal være med til at relancere bibliotekerne, der er trætte af deres lidt støvede image.

Efter mange år med uafhentede bøger, alenlange ventelister på populær litteratur og tung kommunikation med borgerne besluttede Århus Kommunes Biblioteker at opgradere serviceniveauet og implementere en mobil løsning, der skal strømline trafikken på bibliotekerne og samtidig øge cirkulationshastigheden. Creuna har stået for hele løsningen fra koncept til design og implementering

Tanken bag den nye mobile løsning er, at gøre bibliotekernes mange tilbud synlige og let tilgængelige. Med en mobiltelefon med internetadgang og et lånekortnummer kan brugerne logge sig ind på bibliotekets it-system og få en status over, hvilke bøger de har lånt, hvornår låneperioden udløber og eventuelt forlænge udlånstiden, se en Top 10 over mest lånte bøger, film og musik og meget mere.

Det mobile bibliotek

Systemet er en integreret del af det nuværende bibliotekssystem, og det vil sige at også bødeoversigter, åbningstider, sms-service og kontaktinformation er tilgængelig via mobiltelefonen.

Med det nye system gør bibliotekerne opmærksom på de services, der står til rådighed for borgerne, og tanken er, at gøre bibliotekerne oplevelsesorienterede og interessante for en bredere målgruppe. Fx bliver det med den nye løsning muligt at læse et kapitel i en bog, spille små spil eller se trailers på mobilen, og dermed udnytte hjemtransporten med bus eller tog optimalt.

Den nye mobile løsning er tilgængelig via borgernes mobiltelefoner inden jul, og Århus Kommunes Biblioteker ser frem til at kunne byde brugerne velkomne i det nye mobile univers.

Læs mere om mobile webløsninger her

For yderligere information kontakt

Jeppe M. Hansen,
T: +45 22 49 83 32
jeppe.hansen@creuna.dk

Sådan gør du

Indtast bibliotekets adresse – m.aakb.dk – i din mobile browser, og du har adgang til siden.

Det kræver lånekort- eller personnummer samt pinkode at få adgang til sine egne data såsom udlån og reservationer.