Den digitale vasketøjskurv

Der er tænkt rendyrket forretning ind i det nye redesign af Vraa dampvaskeris website og extranet. Med effektiv kommunikation og suveræne serviceydelser har Danmarks tredjestørste industrielle vaskeri fået en digital platform, der styrker deres position i et konkurrencepræget marked.

De færreste tænker højteknologi og digitale services, når de hører ’Vraa dampvaskeri’. Ikke desto mindre har vaskeriet, der i dag har tre landsdækkende distributionscentre og et samlet produktions- og lagerareal på over 10.000 m2, længe investeret solidt i det nyeste teknologi på markedet. For eksempel var de først til at introducere RFID-chippen, som vaskeriet i dag sætter i alle de tekstiler, de lejer ud til industrielle kunder. Den er med til at give kunderne en skræddersyet service.

Et presset B2B-marked

Men med større spillere på det industrielle vaskerimarked, der for alvor kan træde prisen i bund, bliver konkurrencen stadig mere skærpet. Derfor har Vraa valgt at differentiere sig på helt andre parametre: De vil være vaskeriet, der - med markedets bedste digitale kundeservice - gør det nemt at være kunde.

Med fokus på tilgængelighed, brugervenlighed og effektivitet har Creuna derfor gennemført et omfattende redesign af Vraa dampvaskeris digitale løsninger. Det gælder websitet - vdv.dk - og det kunderettede extranet.

Renvasket look

Med redesignet har Vraa dampvaskeri fået en helt ny visuel identitet, der skal udfoldes både analogt og digitalt, og som imødekommer de moderne B2B-kunder på en helt ny og engagerende måde. Designet er let og luftigt, og de enkelte elementer på websitet aktiveres i fortællingen om Vraa dampvaskeri og dets services. Kunder bliver helt intuitivt ledt de rigtige steder hen, og den responsive implementering gør oplevelsen sammenhængende på tværs af alle devices.

Tilsvarende har selvbetjeningen via extranettet været igennem en omfattende optimeringsproces. Systemet, der trækker på informationer fra de førnævnte RFID-chips, gør det muligt for kunder at lave ordrer og knytte bestillinger til bestemte stykker tøj, fx pletbehandling af en kittel, eller oplægning af et par bukser. En så højteknologisk løsning kræver selvfølgelig en brugervenlighed, der er helt i top, og derfor har ’vasketøjskurven’ i takt med løbende brugertests gennemgået en optimering i alle interaktionsmønstre. Det betyder, at kunderne nu er færre klik fra nystrøgne og velduftende tøjleveringer.

Vi er ovenud tilfredse med alle aspekter af redesignet. Creuna har forstået vores forretningsmæssige mål, lagt en strategi og sat ind de helt rigtige steder for at nå dem. Det er blevet nemmere for nye kunder at forstå, hvem vi er, og hvad vi tilbyder – og samtidig fastholder vi eksisterende kunder med den bedste, digitale service på markedet.

Kim Karlov Nielsen, Økonomi- & it-chef, Vraa dampvaskeri.

Besøg Vraa dampvaskeris nye website

Vraa extranet