Nets-site sætter fokus på historierne

Nets lancerer et nyt corporate website, der satser 100% på content og dermed møder de globale kunder med et overflødighedshorn af relevante, indsigtsgivende historier om fremtidens digitale betalingsmuligheder.

Med kendte produkter som Dankort, Betalingsservice, NemID og eFaktura og med administration af over 500.000 betalingskortterminaler har Nets en af de mest omfattende produktporteføljer inden for digitale betalinger, overførsler og digital identitet i Europa. En række platforme udbreder allerede kendskabet til Nets, men virksomheden har haft et stigende ønske om at kommunikere, at de er meget mere end deres produkter. At de er eksperter på hele ’digital value’-området og kan udvikle avancerede og storstilede innovationsprojekter for deres kunder på det globale marked, blandt andre banker og store butikskæder.

Corporate med et twist

Derfor besluttede Nets sammen med Creuna at lave et anderledes og mere innovativt corporate site, hvor de klassiske indholdsområder træder i baggrunden til fordel for et mere journalistisk-orienteret indholdsunivers med masser af spændende historier fra ’det pengeløse samfund’. En længerevarende design-, indholds- og udviklingsproces er gået forud, og resultatet står nu klart. Det nye Nets.eu er gået i luften, og her kan eksisterende og potentielle Nets-kunder gå på opdagelse i en mangfoldighed af artikler - om alt fra den nyeste udvikling inden for ’kontaktløse’ kreditkort og mobilbetaling, til undersøgelser om skandinavernes kontantbeholdning.

Et magasin med digitale muligheder

Allerede på forsiden af websitet mødes læseren med et foreslået artikeludvalg, og er man ikke tilfreds, kan en række sorteringsfiltre hjælpe med finde præcis det indhold, der er relevant for én at læse. Sammen med designet giver det websitet et magasinlignende format og betyder, at man i højere grad får lyst til at browse videre fra historie til historie. Dermed bliver interaktionen med brandet også større, og Nets får mulighed for i højere grad at vise brugerne, hvad de kan.

For besøgende på udkig efter specifikke informationer, er det traditionelle ’corporate content’– ’About Nets’, ’Career’ etc. - stadig at finde i sitets off-canvas menu, men historiefortællingen er og bliver sitets primære kommunikation.

Udvidede muligheder for design og brugeroplevelse

Med den nye struktur og det responsive design vil det måske overraske nogen, at sitet er bygget i Sharepoint. Det har ikke den typiske opbygning og look, som man forbinder med SharePoint, og det skyldes, at Creuna som noget nyt i udviklingsarbejdet har lavet en skarp adskillelse af front- og backend. De to ’lag’ er ikke bygget sammen, som man traditionelt ser det, men derimod adskilt af en såkaldt ’restservice’ – et mellemlag, der henter data fra backend og sender videre til frontend. Det giver mulighed for at isolere det visuelle helt fra den digitale platform, så man får større fleksibilitet i arbejdet med design og struktur. På den måde har Nets.eu fået sit helt specielle look og navigation.

For at sikre den bedste brugeroplevelse på tværs af de forskellige kanaler, er sitet naturligvis udviklet responsivt. Det er praktisk for Nets’ mange kunder og interessenter, der gerne vil have læsestof til fly- eller togturen og forventer indhold, der skalerer perfekt til deres mobiltelefon eller tablet.

Besøg Nets.eu